søndag den 31. maj 2009

Nadal ude af French Open

Rafael Nadal måtte i dag se sig rystet af svenske Robin Söderling. Efter tre og en halv times intens tenniskamp kunne svenskeren løfte armene i vejret efter en sejr med 6-2, 6-7, 6-4, 7-6. Et vantro publikum kunne se en fattet Nadal forlade station og på pressekonferencen udtale, at han vil tabe med den samme attitude, som han vinder med.

Nadal er 4-dobbelt forsvarende mester på Roland Garros. Roger Federer, som forgæves har forsøgt at vriste titlen fra Nadal i flere år, må se med optimisme på denne udvikling i turneringen.

Læs mere på Eurosport.

Hvad tror du? Kan Federer vinde nu, hvor Nadal er ude af turneringen?

tirsdag den 26. maj 2009

Nadal humper ind i 2. runde af French Open 2009

Rafael Nadal kom - efter noget besvær - videre til anden runde af French Open 2009. Han blev tilsyneladende overrasket over styrken hos den særdeles velspillende Marcos Daniel fra Brasillien. Nadal kom dog op i gear i løbet af første sæt, og tog sejren med 7-5, 6-4, 6-3.

Også Roger Federer, Andy Roddick og flere andre topspillere gik videre til anden runde af French Open 2009.

Læs mere på Eurosport om Nadal, Federer og Roddick m.fl.

mandag den 25. maj 2009

Wozniacki i hård dyst i Paris

Caroline Wozniacki gik i dag på banen i sin første kamp i French Open 2009. Modstanderen var Dushevina, som leverede flot tennisspil og vandt første sæt. I andet sæt måtte Caroline trække på alle sine ressourcer og var tæt på at tabe sættet i det tiltagende aftenmørke, men hun fik lige netop hevet sættet hjem, hvorefter kampen blev afbrudt pga. mørke.

I morgen afgøres kampen i 3. sæt. Det skal blive spændende at se, hvordan Caroline udnytter nattens pause.

Følg resultatet på Eurosport.

lørdag den 23. maj 2009

Starten på French Open 2009 ...

Så er French Open 2009 ved at varme motorne op derude på startbanen. Om et halvt døgns tid sidder de første tennistilskuere parat, og dagens indledende runde er så småt gået i gang på alle anlæggets smukke, grusrøde tennisbaner.

Tennisspillere fra hele verden kæmper hårdt om at vinde bare én kamp i en Grand Slam-turnering, som alle tennisspillere drømmer om.

Maria Sharapova stiller heldigvis op efter sin otte måneder lange pause med en skulderskade. I denne uge viste hun sig før første gang på tennisbanerne igen, og hun har en lille forbinding på højre skulder. Vi håber, at det blot er en sikkerhedsforanstaltning, og at den altid inspirerende Maria spiller sit bedste tennis som vi husker det.

Jeg sidder i hvert fald klar med fjernbetjeningen i morgen formiddag. God kamp, alle sammen!

Uret tæller ned sekund for sekund på Roland Garros' hjemmeside.

torsdag den 21. maj 2009

Maria Sharapova i franske mesterskaber 2009

Maria Sharapova skulle efter planen være klar til de franske mesterskaber 2009, som starter på søndag. Indtil videre spiller hun opvarmningsturnering og ligner ikke sit gamle jeg, men mon ikke pladsen som nr. 126 på WTA-listen hurtigt bliver opgraderet ganske kraftigt?

Personligt ser jeg frem til at se mere til Maria, som er en inspiration at se på - både mentalt og som tennisspiller i absolut topform.

Læs mere om Maria Sharapovas deltagelse i French Open 2009.

mandag den 18. maj 2009

Federer slår Nadal i Madrid Masters

Roger Federer fik endelig ketcheren under Rafael Nadal i gruset. Med en 6-4, 6-4-sejr til schweizeren blev dette hans første sejr over Nadal i 1½ år og på grus i 3 år. Nadal så lidt medtaget ud efter den 4 timer lange semifinalekamp mod Del Potro.

Det er Roger Federers femte Masters-sejr. Spændingen er på en nyt højdepunkt frem mod French Open, hvor vi kunne være heldige at se endnu en finale mellem Nadal og Federer.

Nadal udtaler efter kampen, at han føler sig på mere sikker grusgrund i Paris, fordi gruset i French Open er langsommere end i Madrid. Læs mere.

Maria Sharapova er tilbage

Maria Sharapova har været ventet med længsel efter sine mange måneders skadespause, og er nu tilbage på tennisbanerne. Hun gik i dag videre i første runde efter noget besvær, men i sin velkendte stil med powertennis fra start til slut.

Det er dejligt at have Maria tilbage på banen. Det skal blive spændende at se hendes udvikling i den nærmeste tid efter sit lange fravær. Vi følger hende spændt.

Se mere i mit indlæg om Maria Sharapovas hjemmeside, hvor du kan stille spørgsmål til Maria.

søndag den 17. maj 2009

Caroline Wozniacki er i top-10

Caroline Wozniacki har nået det mål, som længe har ligget lige om hjørnet, og som er et gigantisk skridt ind i den absolutte toptennis' verden. Caroline har indskrevet sig på WTA-listens top-10 efter dagens finaleplacering, hvor hun endelig måtte se sig besejret af en fokuseret og særdeles velspillende Dinara Safina, som er nr. 1 i verden.

Stort tillykke herfra! Sikke et mesterstykke af Caroline, som allerede sidste år blev den højst placerede dansker i verdenseliten nogensinde, da hun slog Tine Scheuers imponerende rekord med en 43.-plads på WTA-ranglisten.

lørdag den 16. maj 2009

Nadal vinder kanondyst over Djokovic

Rafael Nadal slog i dag Novak Djokovic i en uforlignelig tenniskamp i Madrid Masters. Djokovic vandt første sæt med 6-3 efter bragende flot tennis og en Nadal-præstation lidt under det normale.

Dernæst skruede Nadal op for skarpheden og vandt de to næste sæt i tie-breaks. Kampen var ubeskriveligt intens og varede lige over fire minutter. Det er efter min mening en klassiker, som er værdifuld at gemme for samlere. Gid jeg havde optaget den :o)

I finalen i morgen møder Nadal enten Federer eller Del Potro, som i øjeblikket er i gang med den anden semifinale.

onsdag den 13. maj 2009

Tennis på grus - dejlig sæson!

Tennis på grus. En dejlig sæson med den særlige stemning, der er forbundet med grusbanetennis. I Danmark er vi mange, der er vokset op på grusbanerne. Der er noget særligt over det røde grus, der sender minderne tilbage til dengang jeg selv spillede ivrigt hjemme i Farum-Værløse Tennisklub.

Der er heldigvis masser af grustennis på TV i øjeblikket, og om få uger starter de franske mesterskaber. Herligt!

fredag den 8. maj 2009

Dinara Safina slår Venus Williams i Rome Masters

Dinara Safina spillede i dag en fantastisk kamp mod en særdeles velspillende Venus Williams. Kampen varede i 2½ time og bød på alle aspekter af imponerende grustennis. Dramaet var tiltagende hele kampen igennem, efter at Williams havde domineret første sæt. Safina virkede mere og mere sikker, og tog andet og tredje sæt efter masser af flotte dueller og mange nervepirrende breakbolde til begge piger.

Safina er fortsat nummer 1 i verden og møder i finalen Kuznetsova. Det skal blive spændende at se, om Safina kan få revanche efter sidste uges finalenederlag til Kuznetzova i Stuttgart.

Du kan læse mere om verdensetteren på Dinara Safinas hjemmeside.

mandag den 4. maj 2009

Kuznetsova slog Safina i Stuttgart

Swetlana Kuznetsova slog Dinara Safina i finalen i Stuttgart. Det var en stor sejr for WTA-listens nr. 9, som deltog i turneringen for femte gang.

Læs mere på tennis.com.

søndag den 3. maj 2009

Novak Djokovic bliver nummer fire

Novak Djokovic tabte i dag til titel til verdens bedste tennisspiller, Rafael Nadal, og dermed rykker Djokovic ned fra nummer tre til nummer fire på ATP-verdensranglisten. Nadal sidder fortsat solidt på sin førsteplads og er i øvrigt den første spiller, der vinder fire gange i Rom (ud af sine fem turneringer i Rom).

Djokovic og Murray bytter plads

Novak Djokovic har længe været nummer tre i verden, men må nu opgive tredjepladsen til Andy Murray, som har masser af vind i sejlene for tiden.

Læs mere på Eurosport.

lørdag den 2. maj 2009

Novak Djokovic slår Roger Federer i Rom

Novak Djokovic har i sin semifinale slået Roger Federer ud af turneringen i Rom. Det skete efter nogen drama, hvor en regnvejrspause ændrede på magtforholdet mellem de to spillere. Federer var ellers foran med et sæt og et break, da regnen satte ind. Efter regnvejrspausen fik Djokovic brudt tilbage, vandt 2. sæt og dernæst også 3. sæt.

Djokovic er forsvarende mester i Rom og har brug for at genvinde titlen i år, hvis han ikke skal miste sin placering som nr. 3 i verden til Andy Murray. Der står derfor meget på spil for Djokovic i finalen i morgen.

Læs mere på Eurosport.